Årets første grill på tur…

Da jeg blev nedlagt af en influenza til nytår og vi begge fik endnu en omgang influenza her sidst i februar er det ikke blevet til så meget madlavning.

I dag var vi en tur i Forstenrieder Park sammen med Florian og Helmut. Bagefter stod den på grillhygge.

Kalkunspyd på Skottigrillen.

Serveret med en nem pastasalat (pasta, squash, edamame, rød peber, cherrytomater blandet med en Karry/mango dressing vi købte i Rema1000 sidste gang vi var i Danmark)

Senere fik vi en kop kaffe inden vi kørte hjem.

Årets sidste tur…

Det er årets sidste dag og vi mødes med Helmut til morgenmad ved floden.

Vi spiste morgenmad ved bagklappen og resten af rundstykkerne, ost og smør forærede vi til den hjemløse mand under broen.

Det er hårde tider i helligdagene for dem der ikke har et hjem – alle shelters var optaget og han fortalte, at han ikke rigtig vidste hvor han skulle tilbringe natten. Manden var grafisk designer, men livet havde spændt ben og han endte på gaden. Når først man ender her, så er det meget svært at komme tilbage, for uden adresse kan man ikke få et arbejde og uden arbejde kan man ikke få et sted at bo – det er en ond cirkel og jeg håber, at man vil kigge lidt på reglerne, så der på en eller anden måde kommer nogle muligheder for de sølle mennesker, som jo faktisk gerne vil, men regler og love spænder ben for dem.

Efter en snak med manden gik vi vores biler igennem og fandt en pakke med 6 flasker vand, en pepsi, snack salami, clementiner og chokolade som vi afleverede til ham og han var meget taknemmelig, da alt jo havde lukket og der ikke var mange mennesker på gaden på sådan en nytårsaftensdag.

Hotdogs ved søen…

Endnu en dag med grill ude med gode venner. I dag mødtes vi med Florian og Steffi ved Pullinger weiher til lidt grillhygge.

Florian har fået kaffegrej i julegave, så det skulle selvfølgelig indvies.

Vi havde hjemmesyltede agurker og rødløg til vores hotdogs.

Vi stod i kø ved slagteren i 20 min. for at få pølser – der var mange der skulle handle ind til nytår.

En hotdog i det fri i godt selskab 🙂