Grillkyllingens Moink Balls

Så er det tid til nye opskrifter under låget. Vi faldt for et stykke tid siden over en opskrift på Moink Balls inde på weberklubben.dk og vi var enige om at dem skulle vi bare prøve.

Så idag laves der Moink Balls ala Pedersen.

De første ingredienser findes frem…

Vores Moink Balls er lavet af:

  • 1/2kg blandet okse- og svinefars
  • 1 hakket løg
  • et par fed pressede hvidløg
  • en god håndfuld hakket frisk basilikum
  • 1/2 mozzarella bold skåret i små tern
  • Wilkin & Son BBQ sauce
  • friskkværnet salt og peber

Det hele blandes sammen til en fars, som rulles til boller der derefter pakkes ind i bacon.

Som tilbehør laver vi mozzarella tomater og rösti kartofler.

Tomaten udhules og indholdet kommes i en skål, mens “stilken” smides væk. Herefter blandes det med en god håndfuld hakket basilikum, 2 fed presset hvidløg, 1/2 hakket løg, 1spsk ketchup og 1 spsk hvid balsamico. Til slut bruges en halv mozzarella bold som låg. Inspirationen til tomaterne er fundet på grillguru.dk.

Så er alle de gode sager klar til grillen.

Når bacon’en har sat sig (efter ca. 10min), smøres kuglerne med en omgang af BBQ saucen. Efter 10min smøres de nok engang på den anden side.

Hold da op der dufter himmelsk på altanen!!

Så er der serveret, velbekomme!